Niels Gyldenlund Mikkelsen bliver et af Socialdemokratiets bud på et generationsskifte i byrådet. Foto: Janni K. Nielsen
Niels Gyldenlund Mikkelsen bliver et af Socialdemokratiets bud på et generationsskifte i byrådet. Foto: Janni K. Nielsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17: Unge Niels har fundet ind i rosens favn

Ung socialdemokratisk kandidat til kommunalvalget vil stemme samtlige dørklokker i Syddjurs

Af Janni K. Nielsen
  • Alder: 30 år 
  • Bopæl: Rønde
  • Politik:
    Socialdemokrat og medstifter af DSU Syddjurs
  • Uddannelse:
    BA i fysik og nanoteknologi på DTU. Orlov fra kandidat i historie og samfundsfag på Aau
  • Beskæftigelse:
    Svejser på Perstrup Beton

30-årige Niels Gyldenlund Mikkelsen fra Rønde er grøn inden for lokalpolitik, men rød i sin overbevisning. Han har været socialdemokrat i ni år, og nu er han klar til at kaste sig over lokalpolitik og stiller op til kommunalvalget 21. november i år.

En mission for den unge kandidat er at så flere borgere engageret i de lokalpolitiske spørgsmål, og det skal gøres ved at møde borgerne ansigt til ansigt.

“Demokratiet er i krise, fordi politikere i dag går mere op i at sælge sig selv og deres budskaber, end de går op i at tage debatten med folket,” siger Niels Gyldenlund Mikkelsen, og det har han tænkt sig at lave om på.

“Politik må ikke bare blive floskler og smarte bemærkninger. Det handler om at tale sammen, og jeg vil ud og banke på dørene i alle kommunens 17.000 husstande, for det er vigtigt, at vi kommer ud og taler med folk i øjenhøjde,” siger den nye lokalpolitikerspire, der til daglig arbejder som svejser på Perstrup Beton i Pederstrup.

Vil slå et slag for de unge

Niels Gyldenlund Mikkelsen håber også på at kunne engagere de unge i Syddjurs i lokalpolitik og vil sørge for bedre forhold for unge, så de bliver boende eller hurtigere kommer tilbage til kommunen.

“Der er ikke mange tilbud til unge i 20'erne, der gerne vil blive i Syddjurs. Her skal vi give dem bedre muligheder og gøre det mere attraktivt at blive hængende. Eksempelvis med et ungdomshus, ungdomsboliger eller et kollegium i Rønde, som er godt forbundet til Aarhus,” siger Niels Gyldenlund Mikkelsen.

Han har selv boet i både Aarhus og København under studietiden men vendte for et par år siden selv tilbage til hjemstavnen, hvor han har lyst til at blive. Derfor vil han også have indflydelse på, hvordan kommunen skal se ud i fremtiden.

En kommune for familierne

Det er ikke kun ungdommen, der skal have bedre forhold i Syddjurs ifølge kandidaten, men også familierne rundt omkring i kommunen.

“Syddjurs skal være et sted for familier, hvor der er gode skoler og en værdig ældrepleje. De ting skal bare fungere, også selvom det koster noget i skatteprocenten. Det er det værd,” siger Niels Gyldenlund Mikkelsen, der endnu ikke kan præcisere eventuelle skattestigninger.

Selvom børnetallet er faldende i kommunen, vil den unge socialdemokrat værne om skolerne.

“Der vil komme vækst igen, så derfor skal vi heller ikke lukke skoler. Lukker man først en skole, åbner den sandsynligvis ikke igen, og byen vil ikke blive den samme som før,” siger Niels Gyldenlund Mikkelsen med henvisning til erfaringer fra sin fødeby Ugelbølle, hvor skolen ganskevist lukkede, men genåbnede som friskole i 2010.

Støtte til foreningslivet

Flere faktorer er afgørende for, at Syddjurs bliver et attraktivt sted for nye familier at slå sig ned i fremtiden, ifølge Niels Gyldenlund Mikkelsen. Han mener, at et rigt foreningsliv betyder meget og er noget af det, der skal støttes op om i kommunen.

“Foreningerne og frivilligheden skal prioriteres, fordi folk får det bedre af at være en del af det. Det giver liv til et område, at der for eksempel er en fodboldklub, og det betyder noget, når familier ser på, hvor de skal flytte hen,” siger Niels Gyldenlund Mikkelsen, der selv er aktiv i både Forsamlingshuset og Landsbyrådet i Ugelbølle.

Miljø og arbejdspladser

Niels Gyldenlund Mikkelsens vision for Syddjurs fremtid bygger også på miljøet, der skal tages bedre hånd om, og arbejdspladserne, der skal have bedre kår.

“Vi skal blive bedre til at værne om naturen og bruge den. Vi har noget af den skønneste natur i Danmark her på Djursland, det skal vi vise, og vi skal blive bedre til at brande eksempelvis Mols Bjerge,” siger kandidaten, der desuden vil sørge for gode kår for arbejdspladserne i kommunen bl.a. ved at vedligeholde vejnet.

“Vi skal bevare arbejdspladserne blandt andet med en erhvervsskat, der ikke er for høj, og så skal vi sørge for, at det er let at komme rundt,” siger Niels Gyldenlund Mikkelsen, der for nu læner sig op ad sit partis økonomiske politik for Syddjurs.

Han vil bruge tiden ind til valget på at få sat sig godt og grundigt ind i udfordringerne i Syddjurs Kommune, og han håber på en mangeårig karriere i lokalpolitik.

Publiceret: 11. Januar 2017 13:19

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kalø Vig

ANNONCER
Se flere