Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Vi stemmer på Lovlighedspartiet

Af Christian Madsen, Ahlvej 22 og Peter Egestad Ahlvej 20, 8400 Ebeltoft:

"Vi ville så gerne sætte vores kryds ved et parti, der prioriterer lovlighed i forvaltningen. Årsagen til dette er 5 års skærmydsler med Syddjurs kommune om forvaltningen af drænene på Ahl.

Vores erfaring er, at det står skidt til med overholdelse af loven i forvaltningen. Både i forhold til Vandløbsloven og Forvaltningsloven. Byrådet er vandløbsmyndighed og derfor ansvarlig for forvaltningens adfærd.

Vi har været nødt til at rejse klagesager og har i alle sager fået medhold i, at kommunen overtræder loven. Dette til trods er adfærden uændret og ulovlighederne fortsætter.

Det kunne naturligvis skyldes utilsigtede fejl. Men i alle tilfælde har kommunens ulovlige løsning været til fordel for kommunen og ugunst for borgerne. Så det er næppe tilfældige fejl. Det er heller ikke små fejl, når det f.eks. drejer sig om et projekt til flere millioner kroner.

Så hvor skal vi så sætte vores kryds?

Claus Wistoft (V): Borgmesteren har været orienteret gennem alle årene og har ikke gjort noget ved problemet. Da vi for nylig orienterede ham om, at kommunen ikke oprenser en grøft, den af en lovfæstet kendelse er forpligtet til at holde ren, nævnte han, at han var uenig og at Natur- og Miljøafdelingen havde svaret høfligt. Høflighed eller enighed var dog ikke vores ærinde. Vores ønske gennem hele processen har været, at kommunen følger loven. Hverken mere eller mindre. Derfor får Venstre ikke vores stemme.

Per Dalgaard (DF): Som formand for udvalget for Natur, Teknik og Miljø er han den ansvarlige politiker på vandløbsområdet. Heller ikke her har vores henvendelser båret frugt trods talrige forsøg. Han bakker op om den miljøchef, der underskriver brevene, desuagtet at der begås dokumenterede fejl. Hvilke andre steder kan man tillade sig sådan en adfærd? Så DF får heller ikke vores kryds.

Kirstine Bille (SF): Sagen startede i hendes tid som borgmester, og hun blev personligt kontaktet om sagen. Havde hun reageret dengang, kunne kommunen havde sparet et stort antal sagsbehandlingstimer på de tunge sager i klagenævnene. Derfor er SF heller ikke en mulighed.

I lyset af at vi af to omgange har henvendt os til et samlet byråd uden, at adfærden er faldet nogen for brystet, ser det desværre også sløjt ud i forhold til at finde et andet parti, vi kan sætte kryds ved.

Vi er klar over, at lovkomplekset er stort og kan være svært. Men kommunen skal kunne håndtere det. Vores stædighed har nok været over gennemsnittet i forhold til at følge sagerne til dørs i klagenævn. Det tager år. Men hvad med alle dem, der ikke orker dette? Når kommunen har lavet "fejl" i vores sager, er det svært at tro, at det ikke er tilfældet for mange andre.

Så selv om det kan synes kedeligt for en politiker, er det helt centralt for vores tillid til lokale forvaltninger, at de kender lovene og holder sig til dem. Hvis der fandtes et lovlighedsparti, ville vi sætte vores kryds her, omend det er trist for lokaldemokratiet, at stemmer skal dreje sig om noget så basalt som at overholde loven. Det burde være en selvfølgelighed."

Publiceret: 16. Oktober 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Kalø Vig

Fik du læst
ANNONCER
Se flere