Kommunalvalg 2017
Ebba Grethe Møgelvang Laursen, formand for DF Syddjurs og kandidat til KV17. Foto: Lars Norman Thomsen
Ebba Grethe Møgelvang Laursen, formand for DF Syddjurs og kandidat til KV17. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Byg ny skole i Hornslet - modulbyggeri er løsningen

Af Ebba Grethe Møgelvang Laursen, lokalformand for Dansk Folkeparti - kandidat til KV17:

"Skal – skal ikke!

Jo så absolut skal vi.

Riv det gamle ned, og byg nyt på samme grund.

Modulbyggeri er løsningen.

Den nuværende Hornslet Skole med over 800 elever er for lille, for gammel, for utidssvarende i lokalerne.

Hovedbygningen er bygget i 1950'erne, og tilbygningen er fra ca. 1970'erne. Udbygning, lappeløsninger, om- og tilbygning er simpelthen blevet gjort for at løse akutte problemer og behov.

Skolen ligger ideelt midt i byen, men der er desværre ikke mulighed for udbygning, som den ser ud nu.

Vi har brug for nytænkning. Vi har brug for plads, moderne og tidssvarende lokaler, et godt indeklima med udluftning mv., et arbejdsklima der tilgodeser både elever og lærere, som i dag sidder i lokaler, hvor grænseværdien af CO2-udslip er på grænsen af det tilladelige niveau.

DTU og Realdania har lavet undersøgelser om CO2 på skoler, og det er rystende læsning om, at værdien overskrides med helt op til 90 procent af det tilladelige niveau. Mange skoler er så gamle, at de bør rives ned.

Da Hornslet Skole faktisk ligger på den ideelle plads midt i byen, så kunne løsningen på en ny skole måske være den her.

Man river det gamle ned i etaper, el moduler, og genopbygger nyt i flere etager end de gamle bygninger.

En skole i f.eks. 5 etager ville sagtens kunne ligge der og også falde godt nok ind i bymidtens oprindelige bybillede. Nytænkt arkitektur kan skabe plads og rummelighed på den nuværende grund, lige midt i hjertet af Hornslet by. Det handler kun om nytænkning og ideskabning. Og det handler om at turde tænke væk med det gamle og ind med noget tidsvarende.

Ved at rive ned og opbygge igen i moduler, så kan økonomien også fordeles hen over flere budgetår.

Undervisningen vil dermed kunne foregå i de lokaler, man friholder. Efter 3-5 år vil man stå tilbage med en ny og moderne skolebygning. Og den kommunale pengekasse ramte ikke loftet, fordi man valgte et modulbyggeri, hvor økonomien fordeles, og der samtidigt er penge til andre ting i den kommunale økonomi.

Hvis Syddjurs Kommune får lavet nogle tegninger for et modulskolebyggeri, så kan disse bruges til alle kommunens byer med skoler. Vi kan få sat gang i tidssvarende og moderne skolebygninger, (gerne i flere byer), som vores børn kan trives i. En ny skole med gode faglokaler, store klasselokaler, steder med plads til hygge og leg. Ja, kun fantasien sætter en grænse her.

Jeg mener, vi skal stoppe med lappeløsninger og renoveringer og se at få gang i nytænkning på skolebyggeri-området.

Det er beskæmmende, at vores børnebørn skal gå i de samme skoler, som vi selv gik i en gang i tresserne.

Hornslet by er i kraftig udvikling, men desværre har man ikke i tide også taget højde for skoleudvikling. Det burde have været sket i takt med udstykning af grunde til villaer og lejeboliger.

Det kan vi ikke være bekendt.

Som gamle Mærsk altid sagde: Vis rettidigt omhu.

Jeg siger det samme: Vis rettidigt omhu og få bygget en ny skole snarest muligt i Hornslet.

Vi må og skal dække behovet til de børnefamilier, der er her nu, og til de fremtidige familier vi forventer flytter her til.

Med Letbanens åbning, nye udstykninger til bosættelse, erhverv mv. har vi alle en forventning om, at Hornslet by og omegn udvikler sig, og der vil ske vækst i bosætning over de næste åringer."

Publiceret: 09. Oktober 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Kalø Vig

Fik du læst
ANNONCER
Se flere