Kommunalvalg 2017
Jytte Schmidt
Jytte Schmidt
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Norddjurs: Stop snakken om skolelukninger - den avler kun angst og frygt

Af Jytte Schmidt (SF), kandidat til KV 17:

“Siden jeg startede i kommunalpolitik i 2002, har jeg som lærer på Langhøjskolen og som borger i Vivild oplevet, hvad det betyder, at en politiker nævner, at en skole skal lukke.

I Rougsø var det borgmester i Rougsø Kommune, Torben Jensen fra Borgerlisten, der ville lukke landsbyskolen (Vivild), nu er det Lars Østergaard fra Venstre, formand for Børne- og Ungdomsudvalget Norddjurs, der nævner 3 landsbyskoler, der skal lukke.

Forældre og børn bliver bange, nogen flytter til Auning, nogen vælger daginstitution og skole i Auning, det er jo det sikre valg. Det bliver sværere at ansætte personale på en lukningstruet skole, på forældremøderne fylder angsten meget: ”Tror du skolen lukker?” Og i Brugsen stopper folk mig og spørger: ”Er det rigtigt, at skolen lukker?”

Unødvendigt at folk skal leve med angsten i så mange år.

Stop snakken om at afvikle landdistrikter, lad os samles om at udvikle landdistrikter.

Flere gange har der i Vivild været ressourcestærke borgere, der har stået klar med et friskoletilbud, hvis det blev alvor, at skolen skulle lukke.

Men jeg vil bevare folkeskolen i Vivild og andre landsbyer, som stedet hvor alle mødes og lærer hinanden at kende. Og stor var min glæde, da det i sidste periode i kommunalbestyrelsen lykkedes at få flertal for at bygge en ny daginstitution på Langhøjskolens område, så det blev en rigtig ”børneby”. Det måtte da få lukke-stemmerne til at tie.

Så steg håbet for at skolen kan bevares. Så der kan komme RO PÅ, og kræfterne kan bruges til udvikling af skolen og byen. Der er igen bygget et par huse, og børnetallet er stabilt bl.a. takket være Nørager, der ikke sådan lader sig kyse, men kæmper bravt for lokalsamfundet. Her er der bygget mange huse og virksomheder.

Kommunalbestyrelsen har også et ansvar for at rammerne for en god skole er til stede, at udsulte en skole er jo en anden og skjult måde at lukke på. Så lad være med at bruge pengene på centrale projekter som ”synlig læring” og alt for megen test, målstyring og dokumentation. Giv pengene til skolen og lad skolebestyrelse, ledelse og ansatte bestemme, hvordan pengene skal bruges.

Slip den lokale skole fri, fællesskab, trivsel og lysten til at lære skal være det vigtigste.”

Publiceret: 07. Oktober 2017 16:06

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Kalø Vig

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Kalø Vig
Seneste
Lokalavisen Kalø Vig
Mest læste
Lokalavisen Kalø Vig
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt