Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Syddjurs - skoledebat: Forkert at økonomien skal bestemme, hvor et barn skal gå i skole

Af Mette Krogh, Langelinie 3, 8560 Kolind:

"Jeg skriver som forælder til fire børn, som alle har gået på Kolind Centralskole gennem 15 år, - og den sidste går nu i 5 klasse. Jeg har været medlem og formand for skolebestyrelsen. Mit udgangspunkt har altid været og er, at Kolind Centralskole har en stærk ledelse og lærerstab, der formår at lave en god skole for børn med mange, forskellige forudsætninger.

Vi har de seneste tre år haft en leder på Kolind Centralskole, Morten Fjord, som i mine øjne har gjort et fantastisk stykke arbejde. Han er meget vellidt af medarbejdere og forældre. Han er vedkommende og tydelig i sin kommunikation overfor eleverne. Eleverne ved, hvad Morten Fjord står for og de har indgået en særlig pagt med ham.

Jeg er meget trist over, at vi nu skal sige farvel til Morten Fjord. Morten siger op i protest mod de vilkår og økonomiske rammer, der er for at drive Kolind Centralskole. Jeg har dyb respekt for hans opsigelse og ved, at det må have været en svær beslutning for ham. For Morten brænder for at lave god skole for både elever og lærere/pædagoger i Kolind. Han kan ikke i Syddjurs Kommune ”finde politisk forståelse for, at folkeskolen handler om mennesker, børn og unge, der skal have et godt grundlag til at komme videre i livet”. Jeg bakker ham op i hans beslutning om at sige stop i et system, som han ikke kan stå inde for, men er meget ærgerlig over nødvendigheden i det.

Jeg sad i skolebestyrelsen, da den meget omtalte tildelingsmodel blev vedtaget. Tildelingsmodellen er en af de afgørende punkter bag Mortens beslutning om at stoppe. Uden at have store forudsætninger indenfor beregning af tildeling af penge til skoler, oplevede jeg, at det var en meget hastig proces, som blev trukket ned over skolerne (og politikerne?) i Syddjurs sidste år. Den efterfølgende nye strukturmodel blev heldigvis bremset, da skolerne i kommunen også ville høres og de fleste politikere var lydhøre overfor dette. Man må sandelig sige, at der var fart og handlekraft over vores nye skolechef, og man skal da heller ikke lede længe i arkiverne for at se, hvad Per Viggo Larsen før har sat i søen i Vordingborg med elevtildeling og sammenlægning af skoler og skoleledelser. Ja køreplanen var klar.

Tildelingsmodellen, som jeg ser det, er jo simpel og til at forstå. Der tildeles et fast beløb til skolen pr. elev, med nogle små modifikationer. Den tidligere tildeling til skolerne i Syddjurs var hverken simpel eller forståelig og jeg er sikker på, at det var tiltrængt med en ny og mere gennemsigtig model. En af de store udfordringer med denne nye model er en åbenlys skævridning i forhold til skolestørrelse, samt at hvis et barn har brug for specialtilbud, skal skolen betale op til 200.000 kroner om året, hvilket må gå fra betalingen til andre børn i skolen. Kolind Centralskole har to klasser på hver årgang, men mange årgange er små og de små klasser er alt andet lige dyrere at drive, når de ikke har fuldt elevtal. Samtidig er der børn lige nu omkring Kolind, som har brug for noget ekstra og det kan og må ikke være økonomien, der bestemmer, om et barn skal visiteres videre til et passende specialtilbud.

I Norddjurs Kommune har skolerne allerede erfaring med denne tildelingsmodel, og læren herfra er, at man holder længere på børnene for at se, om man kan få dem til at fungere i normalt tilbud. Per Zeidler pointerer, at det er ”barnets tarv det kommer an på. Så er der fejl i systemet, hvis man mener, at et barn skal gå på en skole, hvor det ikke bør”. Ja, Per Zeidler. Her er der fejl i systemet. Jeg håber, at politikerne, når de skal evaluere tildelingsmodellen, kommer med løsninger på dette dilemma. Kunne man tænke sig, at kommunen går ind og betaler for visitering af eleverne med specielle behov? Det vil gavne både de elever, som har brug for specialtilbud, men også de tilbageværende elever på skolen. Og måske gøre skolen mere attraktiv for kommende tilflyttere. Inklusion er for ALLE elever. Skoler med svære socioøkonomiske forhold bør ikke være yderligere sårbare på dette område.

På mig virker det arrogant, når Per Zeidler slet ikke anerkender, at skolerne har økonomiske udfordringer. Der er blevet sparet på skolerne de sidste mange år og det er trist, at se hvordan det slider særligt på lærerne.

Per Zeidler kritiserer, at Morten Fjord ikke er mere vedholdende og bryder sig ikke om måden, han har sagt op på. Det ville da også være mere belejligt, om Morten havde bøjet af eller trukket sig i stilhed, men som forælder på skolen er jeg glad for hans opråb. Per Zeidler mener, at Morten med sin forklaring til børnene på skolen, tager børnene som gidsler, da de ikke forstår et begreb som tildelingsmodel.

Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage i mødet med eleverne på skolen, men fik refereret indholdet tydeligt og klart fra min 11-årige datter, som sagtens kunne forstå og genfortælle Mortens forklaring. Jeg spurgte nysgerrigt ind til Per Viggo Larsens oplæg, men intet af dette kunne hun genfortælle. Man kan være nok så meget embedsmand med fine diplomuddannelser, men der kan virkelig være et stykke vej til den virkelighed vores børn lever i. Det er ikke Morten Fjord, som har taget vores børn som gidsler. Hvis man kan tale om, at de tages som gidsler, er det, når der ikke er nok voksne til dem, når der tænkes økonomi før pædagogiske hensyn, og når lærerne gang på gang bukker under, når de ikke føler, at de slår til.

Skolepolitikken bør være et af de primære politikområder, der skal fokuseres på fremadrettet, hvis Syddjurs gerne vil være en tilflytterkommune. Det bliver spændende at se, hvad der kommer på tegnebrættet, og en høj prioritering af skoleområdet må da være en forudsætning for at få tilflyttere til kommunen.

Jeg håber inderligt, at der igen kan blive ansat en god og dygtig leder til Kolind Centralskole, så der kan blive arbejdsro efter turbulente år med lockout, skolereform, øget inklusion, modtagerklasser, ny arbejdstidsreform og nu også denne spareøvelse, så KC kan køre videre med god kvalitet i undervisningen og gode pædagogiske tilbud, og med medarbejdere, der fortsat glade arbejder med deres kald som undervisere og pædagoger."

Publiceret: 07. Januar 2017 13:11

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kalø Vig

Fik du læst
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt