25-årige Emma Præstholm har netop købt en af Europas dyreste kopper kaffe. Foto: Klaus Sletting
25-årige Emma Præstholm har netop købt en af Europas dyreste kopper kaffe. Foto: Klaus Sletting
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Danmark har Europas dyreste kaffe

Den danske hovedstad giver europæiske hovedstader baghjul på kaffeprisen. “Vi er villige til at betale,” forklarer ekspert

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk
Europas dyreste kaffe

København 36,05 kr.
Reykjavik 33,57 kr.
Paris 33,41 kr.
Oslo 31,51 kr.
Stockholm 30,85 kr.
Helsinki 29,04 kr.
Bern 27,97 kr.
Nicosia 27,72 kr.
Athen 27,64 kr.
London 26,32 kr.

Europas billigste kaffe
Kiev 9,07 kr.
Minsk 10,48 kr.
Beograd 10,56 kr.
Rom 11,14 kr.
Skopje 11,14 kr.
Kilde: Hoppa. Priserne er et gennemsnit af priserne på cappuccino, som er det mest sammenlignelige kaffeprodukt.

Emma Præstholm står og nyder en af Europas dyreste kopper kaffe, da vi møder hende foran Espresso House ved Vesterport Station i København. Hun har tænkt over priserne, når hun køber kaffe, og er derfor ikke overrasket, da vi fortæller hende, at København har Europas dyreste kaffe.

“Priserne er generelt høje i København, men det er jo lidt utroligt, at man skal slippe knap en halvtredser, når man skal drikke kaffe i den her by. Man kan sagtens mærke, at det er billigere, når man rejser til udlandet. Det er helt sikkert en dejlig kop kaffe, men det smager måske ikke af Europas dyreste,” siger Emma og forklarer, at hun har betalt 43 kroner for kaffen.

En pris, der ligger over det københavnske gennemsnit. I en international undersøgelse fra Hoppa, der sammenligner cappuccino-priserne i alle europæiske hovedstader, er København dyrest. 36 kroner koster en kop i gennemsnit.

Lader pengene rulle

“Købekraften er høj i København, lønniveauet er højt, den danske moms er høj, og det er dyrt at drive en kaffebar i København. Det spiller alt sammen ind. Men det handler også om, at der er mange turister i København – både fra udlandet og fra andre steder i Danmark. Folk er tilbøjelige til at lade pengene rulle lidt lettere, og derfor kan de her steder tillade sig at tage de priser. Kunderne er villige til at betale,” forklarer Peter Mølkjær, der er forbrugerekspert hos Deloitte.

Hos Dansk Kaffeinformation, der er brancheforening for kaffeindustrien i Danmark, peger direktør Henrik Frellsen også på lønomkostninger, momsniveau og lejeomkostninger som afgørende for, at københavnske kaffebarer er dyrest i Europa.

Men han peger også på, at danskerne vil have deres kaffe serveret på en helt speciel måde.

“Der er ret stor konkurrence på varme drikke, men det er ikke nødvendigvis på prisen. Det handler meget om oplevelsen i kaffebaren – miljøet, musikken, møblerne, stemningen. Danskerne går meget op i den samlede oplevelse, når de køber kaffe. Kan man tilbyde noget, som virkelig appellerer til kunderne, så er folk også villige til at betale den pris,” siger Henrik Frellsen.

En anden kultur

En af de mere bemærkelsesværdige forskelle i Hoppas opgørelse er forskellen mellem København og Rom. Mens en cappuccino gennemsnitligt koster 36 kroner i København, skal man kun slippe godt 11 kroner i Rom.

Et godt eksempel på forskellen i kaffekultur, mener Henrik Frellsen.

“I Rom er det prissat ud fra, at man går hen til kaffestedet, køber en kop, drikker den ret hurtigt og går videre. Man forventer ikke nødvendigvis at sidde der længe. I Danmark er der tradition for, at man nyder kaffen i hyggelige omgivelser, og det er der flere omkostninger forbundet med – både for butik og forbruger,” forklarer han.

Publiceret: 04. November 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Kalø Vig

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere